Digt af Nina Hindsgavl ©
Et moment af tankeløshed - eller omvendt

Jeg har lige formateret min Macbook. 

Den havde brug for at starte forfra. Det har jeg også. 
Måske min computer bare er en undskyldning for mig selv. 
Jeg lever igennem den. (Bl.a.)
Selvfremstilling så det hænger mig ud af halsen, 
og alligevel dyrker jeg det, som var det et stykke saltlakrids 
(som forresten er min yndlings). 
Gennemtykkes, alle smagsindtryk skal gennemtykkes. Sitrende.
Mit lille skjold mod alle andre. Men jeg er jo ikke bange. Næ.
Det er jeg virkelig ikke.
Jeg vil gerne provokere dig - successerer jeg?
Min pensel er mit talerør. Men jeg har nu også mere end ét talerør.
Det under næsen er måske det største. 
Det kan faktisk også synge. Det er der bare ingen, der rigtig ved.
Der er ikke rigtig nogen, der ved noget.
Jo jeg gør. Men du ved ikke, at jeg gør det. 
Og du tror ikke, at jeg tror, jeg ved, at du tror, jeg ikke ved noget, og jeg tror heller ikke, at du tror, jeg tror, jeg ikke ved noget.
Mellem ørerne, tom susende luft (tror du). Jeg kan høre en masse andet.
Der er en pumpende arteriefyldt krabat, der plaprer løs. 
Ad, kliché. Reboot.

Men det er nok bare typisk mig. Jeg er jo ikke så intelligent (tror du).
Jeg står bare her; tør, ensom og ubrugt.

Hov. Ny ide til maleri: En alkoholisktenderende mand med flasken til munden. 
Titel: "Det flasker sig (den døde poet)"