onsdag den 3. oktober 2012

Byldebefængt ekko

I dag har jeg endelig betrådt de dejlige, savnede gulve på ARoS igen. Jeg tog min nytilegnede (på grund af det kedelige efterårsvejr, som jeg måske også synes er lidt hyggeligt) paraply under armen, iklædte mig min grønne jakke, og besteg mig ud i den åh-så-farlige verden uden for vores dør. Det var særligt Tony Matelli udstillingen A Human Echo, der kaldte på mig, og mit besøg var absolut ikke skuffende. Det var en fantastisk udstilling! Indtil videre har "Fucked (couple)" også været et af mine yndlingsværker på ARoS, så at se endnu flere af disse dejlige, selvportrætterende, umenneskelige, horrible, klamme, humoristiske, frygtpodede figurer gjorde, at jeg virkelig følte mig i mit es og beskæftigede mig med noget af det jeg aller bedst kan lide: Nemlig at gå rundt i min helt egen lille bobbel med min musik i ørerne og indtage kunsten gennem så mange sanser, som overhovedet muligt. 
Særligt "Old Enemy. New Victim"og "Sleepwalker" var jeg begejstret for. Den ulækkert overvægtige gorilla som besejres af de udhungrede aber og den søvngængrende kvinde, som skildrer kroppen som et hylster frem for et egentligt menneske med personlighed; mennesket er en tom skal, hvis fysiske krop er til stede, men bevidstheden er væk - en provokerende tilgang, som jeg virkelig godt kan lide. 
Jeg elsker Matellis legen med grænserne, og jeg finder det blomstrende inspirerende. Råddent kød, bizar nøgenhed, forgængelighed, kærlighed, sex, frygt, samfund og -systemkritik... Det hele er der og det tiltalter mig af helvedes til. Så en varm anbefaling lyder herfra.




(Teknisk reproducerbarhed længe leve! Hvilket nok ikke ville hue en vis Walter Benjamin, som jeg lige har læst om i filmkultur - hvilket dannet menneske jeg dog er. Synes du ikke Stefan Kjerkegaard?)


Dernæst tillod jeg mig også at tjekke Kaspar Bonnén udstillingen Everything changes ud. Det var egentlig mindre inspirerende. Hans skulpturer og fotografier sagde mig en lille smule, men hans malerier sagde mig ingenting. Konceptet var OK, men jeg synes det var kedeligt og ensformigt. Jeg vil ikke pådutte folk en anbefaling om at lade være med at se den, for kunst skal opleves og der er aldrig noget, der ikke er plads til! Så let dit besiddede bagparti og besøg ARoS og undersøg terrænnet, hvis du  ikke allerede har gjort det, eller befinder dig i nærheden.

Nu sidder jeg tilbage med min kop te (hvilket I egentlig kan være pisse ligeglade med, men mit nye liv som en såkaldt blogger skal vel understreges) og ser tilbage på en berigende dag stort set kun i selskab med mig selv. Onsdagen er min ugentlige dag uden undervisning, som jeg egentlig bør og plejer at bruge på læsning, men i dag blev min undtagelse, og jeg fortryder ikke den beslutning en eneste brøkdel af et sekund. Det har været en dag lige i min ånd, og den var fucking tiltrængt. 

Derudover har jeg haft Thomas Dybdahl og Tina Dickow i ørerne hele dagen, hvilket har sat den smukkeste prik over i'et. Afslutningsvist vil jeg derfor tilføje, at Tame Impala og Thomas Dybdahl er noget af det seneste, som gentagende sniger sig ind i mine ører for tiden. Særligt Dybdahls "Songs" og Tame Impalas "Feels Like We Only Go Backwards" er nogle mega svedige numre, så det kan kun gå for langsomt med at få hørt dem, hvis I ikke allerede har præget jeres øregange med dette.

K.


P.S. Efterårsferien er lige om hjørnet, hvilket jeg håber resulterer i en lille armhule-behandling, hvis alt går som jeg tænker det skal - hvilket er en åndssvag indstilling, for jeg er ret meget imod at skemalægge min ferie, så nu må vi se om fingrene føler inspiration til at svinge nogle penselstrøg en af dagene. Jeg krydser dem i hvert fald.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar