DET ER OS

Digt af Nina Hindsgavl ©
Vi er dem, der leger.

Det er os, du kan høre.

Det er os, der skider på, om blommen i ægget er hård eller blød. 

Bare den er der.

Ellers er det jo først, at der er noget fuldstændig galt.

Vi etableres.

Og du kigger gennem vinduer.

Bonjour tout le monde.

Og vi skulle - skal - forestille at være voksne mennesker?

Måske vi bare er voksende. Eller hvad?

Nej nu bliver det for B-A-R-N-L-I-G-T

Eksistentiel krisebevidsthed

Digt af Nina Hindsgavl ©
Eksistentiel krisebevidsthed

Sommeren uden efterår, og guitaren uden strenge.
Eller den med for mange.
Hold din kæft.
Kærlighed (ad) er ikke længere et ideal, livslang kærlighed, 
livet er bare blevet længere, siger Lone Hørslev.
You're my blood, you're my holy wine, 
you taste so bitter and so sweet, synger James Blake.
Mens han elektronisk hamrer løs. 
Ikke hamrer, fordi han går ikke amok i bogstaveligste forstand,
han er egentlig forholdsvis rolig.
Det er jeg ikke.
Jo, min krop er. Ideel stamkunde hos fitness
er jeg ikke på tidspunktet.
Men jeg knokler derudad.
Hvis der er noget, der bringer universer i bevægelse, så er det fandeme et åndepust

Øreporno

Keaton Henson - Lying to you

Digt af Nina Hindsgavl ©
Et moment af tankeløshed - eller omvendt

Jeg har lige formateret min Macbook. 

Den havde brug for at starte forfra. Det har jeg også. 
Måske min computer bare er en undskyldning for mig selv. 
Jeg lever igennem den. (Bl.a.)
Selvfremstilling så det hænger mig ud af halsen, 
og alligevel dyrker jeg det, som var det et stykke saltlakrids 
(som forresten er min yndlings). 
Gennemtykkes, alle smagsindtryk skal gennemtykkes. Sitrende.
Mit lille skjold mod alle andre. Men jeg er jo ikke bange. Næ.
Det er jeg virkelig ikke.
Jeg vil gerne provokere dig - successerer jeg?
Min pensel er mit talerør. Men jeg har nu også mere end ét talerør.
Det under næsen er måske det største. 
Det kan faktisk også synge. Det er der bare ingen, der rigtig ved.
Der er ikke rigtig nogen, der ved noget.
Jo jeg gør. Men du ved ikke, at jeg gør det. 
Og du tror ikke, at jeg tror, jeg ved, at du tror, jeg ikke ved noget, og jeg tror heller ikke, at du tror, jeg tror, jeg ikke ved noget.
Mellem ørerne, tom susende luft (tror du). Jeg kan høre en masse andet.
Der er en pumpende arteriefyldt krabat, der plaprer løs. 
Ad, kliché. Reboot.

Men det er nok bare typisk mig. Jeg er jo ikke så intelligent (tror du).
Jeg står bare her; tør, ensom og ubrugt.

Hov. Ny ide til maleri: En alkoholisktenderende mand med flasken til munden. 
Titel: "Det flasker sig (den døde poet)"

Byldebefængt ekko

I dag har jeg endelig betrådt de dejlige, savnede gulve på ARoS igen. Jeg tog min nytilegnede (på grund af det kedelige efterårsvejr, som jeg måske også synes er lidt hyggeligt) paraply under armen, iklædte mig min grønne jakke, og besteg mig ud i den åh-så-farlige verden uden for vores dør. Det var særligt Tony Matelli udstillingen A Human Echo, der kaldte på mig, og mit besøg var absolut ikke skuffende. Det var en fantastisk udstilling! Indtil videre har "Fucked (couple)" også været et af mine yndlingsværker på ARoS, så at se endnu flere af disse dejlige, selvportrætterende, umenneskelige, horrible, klamme, humoristiske, frygtpodede figurer gjorde, at jeg virkelig følte mig i mit es og beskæftigede mig med noget af det jeg aller bedst kan lide: Nemlig at gå rundt i min helt egen lille bobbel med min musik i ørerne og indtage kunsten gennem så mange sanser, som overhovedet muligt. 
Særligt "Old Enemy. New Victim"og "Sleepwalker" var jeg begejstret for. Den ulækkert overvægtige gorilla som besejres af de udhungrede aber og den søvngængrende kvinde, som skildrer kroppen som et hylster frem for et egentligt menneske med personlighed; mennesket er en tom skal, hvis fysiske krop er til stede, men bevidstheden er væk - en provokerende tilgang, som jeg virkelig godt kan lide. 
Jeg elsker Matellis legen med grænserne, og jeg finder det blomstrende inspirerende. Råddent kød, bizar nøgenhed, forgængelighed, kærlighed, sex, frygt, samfund og -systemkritik... Det hele er der og det tiltalter mig af helvedes til. Så en varm anbefaling lyder herfra.

(Teknisk reproducerbarhed længe leve! Hvilket nok ikke ville hue en vis Walter Benjamin, som jeg lige har læst om i filmkultur - hvilket dannet menneske jeg dog er. Synes du ikke Stefan Kjerkegaard?)

Dernæst tillod jeg mig også at tjekke Kaspar Bonnén udstillingen Everything changes ud. Det var egentlig mindre inspirerende. Hans skulpturer og fotografier sagde mig en lille smule, men hans malerier sagde mig ingenting. Konceptet var OK, men jeg synes det var kedeligt og ensformigt. Jeg vil ikke pådutte folk en anbefaling om at lade være med at se den, for kunst skal opleves og der er aldrig noget, der ikke er plads til! Så let dit besiddede bagparti og besøg ARoS og undersøg terrænnet, hvis du  ikke allerede har gjort det, eller befinder dig i nærheden.

Nu sidder jeg tilbage med min kop te (hvilket I egentlig kan være pisse ligeglade med, men mit nye liv som en såkaldt blogger skal vel understreges) og ser tilbage på en berigende dag stort set kun i selskab med mig selv. Onsdagen er min ugentlige dag uden undervisning, som jeg egentlig bør og plejer at bruge på læsning, men i dag blev min undtagelse, og jeg fortryder ikke den beslutning en eneste brøkdel af et sekund. Det har været en dag lige i min ånd, og den var fucking tiltrængt. 

Derudover har jeg haft Thomas Dybdahl og Tina Dickow i ørerne hele dagen, hvilket har sat den smukkeste prik over i'et. Afslutningsvist vil jeg derfor tilføje, at Tame Impala og Thomas Dybdahl er noget af det seneste, som gentagende sniger sig ind i mine ører for tiden. Særligt Dybdahls "Songs" og Tame Impalas "Feels Like We Only Go Backwards" er nogle mega svedige numre, så det kan kun gå for langsomt med at få hørt dem, hvis I ikke allerede har præget jeres øregange med dette.

K.


P.S. Efterårsferien er lige om hjørnet, hvilket jeg håber resulterer i en lille armhule-behandling, hvis alt går som jeg tænker det skal - hvilket er en åndssvag indstilling, for jeg er ret meget imod at skemalægge min ferie, så nu må vi se om fingrene føler inspiration til at svinge nogle penselstrøg en af dagene. Jeg krydser dem i hvert fald.

Din fucking marcipangris, kys mine kinderæg

Her et indblik i produktionen, som har stået på stand by i lidt (for lang) tid pga. for mange bolde i luften, og den store jonglør har jeg måtte erkende, at jeg ikke er. Men pauseklovnen er også en lige så vigtig del af forestillingen... Hvis ikke vigtigere. 

(Priser kan findes på min Facebook side https://www.facebook.com/pages/Armpit-Art/152485491490080)

"Den lille arrogance"

"Twiggy"

"Testamenterende provokation"

"Audrey Hepburn"

"Karl who? (Humor er hot)" 

"Producerende mentalitet" 

"Drømme om rampelyset"

"Systemer"

"Den konservative frygt"

"Det store æble"

"Eufori"

"Oh Daddy"

"Sætter sejl"

"Vegetaren"

"Stræben efter sammenhæng"

"Se dagens lys!"

"Proces: Se far!"

SELV-POR-TRÆT

Eksamenslæsningen er det eneste, der beskæftiger mig i disse dage, lige fra jeg vågner til jeg går i seng. Men på onsdag kan jeg endelig ånde lettet op og tage hul på en travl, men forhåbentlig forrygende sommer med alt, hvad dertil hører.

Selvom læsningen er tærende, og det er svært at se en ende på det, så er det nu ikke helt dræbende, når det er interessant (det meste af) det, man beskæftiger sig med. Her er min oplæsning af Lone Hørslevs digt "Man kan ikke få en anden til at male sit selvportræt" fra digtsamlingen Lige mig (2007), som er et af de opgivet værker til den kommende eksamen. Jeg finder det meget relevant i forlængelse af skabelsen af denne blog og mit forsøg på at give jer et indblik i min verden - eller bevægelsen Armpit Art's verden - for har jeg kastet mig selv ud på noget dybt vand her?